FRAGEBEANTWORTUNG IN KOPENHAGEN

Karl Barth havde i lørdags inden hjemrejsen et møde med studenterne, arrangeret af Danmarks kristelige Studenterbevægelse i Københavns Universitets disputatsauditorium, der var fyldt til bristepunktet. Formanden, sognepræst S. C. Kemp, bød Barth velkommen, hvorefter denne besvarede studenternes spørgsmål på en spillevende og charmerende måde.

Flemming Skov spurgte, om man kunne oversætte teologiske begreber til et ikke-teologisk sprog. Barth svarede: Der findes ikke noget rent teologisk sprog, men al teologi må udtrykkes i et ikke-teologisk sprog, og da sproget gennem tiderne forandres, kan det også blive nødvendigt at forandre de teologiske udtryk. I øvrigt ser jeg ikke det væsentlige i al den diskussion om sproget; det væsentlig er spørgsmålet om den rigtige sag.

362Anne Paludan ville vide, om gudserkendelse er mulig udenfor den kristne åbenbaring. Barth: På fodboldbanen er bolden eller tempoet Gud, på børsen hedder han Mammon. En Gud kan altså erkendes uden for Krsitus på mange områder. Spørgsmålet er imidlertid, hvad der menes med "gudserkendelse", og er der tale om den Gud, Jesus åbenbarer, kan han ikke erkendes uden for denne åbenbaring. En tro på, at tilværelsen er skabt af Bibelens Gud, gives da også gennem åbenbaringen. Gud kan nok findes i naturen, men kun af den, der har fået det rigtige øje til at gøre det.

På Ruth Dinesens spørgsmål om betingelserne for et samarbejde med katolikkerne svarede Barth: Den eneste betingelse er, at begge parter klart og bestemt søger mod midten til det ord, de har hørt: åbenbaringen gennem Jesus. Vi skal ikke se på alle de ting, vi mener er gale hos katolikker, og selvbevidst kræve, at de skal blive "evangeliske", ligesom de ikke skal kræve, at vi skal blive katolikker. Vi skal selv søge at forstå åbenbaringen bedre. Vi kunne godt trænge til nogle af den nuværende paves slags; vejledere, der kunne vise os vore fejl: vor tro på tradition, natur, fornuft o.s.v. Det er besindelse på åbenbaringen - ikke større magt til biskopperne, der behøves.

Anne Paludan spurgte, om man kan formulere en detaljeret kristelig etik. Barth svarede, at der til forskellige tider altid vil være nye situationer, om hvilke etikken ikke på forhånd kan udtale sig. I øvrigt har en kristen etik ikke ret til at sige: du skal! Du skal ikke! Den kan kun sige: betænk det og det spørgsmål ifølge hele Bibelen, d.v.s. lær af Bibelen - ikke løsningen - men måden, på hvilken løsningen kan tænkes. Den kristne etos betyder lydighed over for det ord, der er hørt; denne etos er selve livet og kan aldrig indfanges af etikken, der blot er en videnskab om det.

Sekretær Ole Andreason ville vide, under hvilke omstændigheder barnedåb er forsvarlig. Hvis der tænkes på spædbørns dåb, svarede Barth, er den det under ingen omstændigheder. Derimod har jeg selv |363 engang bifaldet dåb af en 9-årig jødisk dreng der ved at læse Bibelen i skolen havde forstået, at Jesus var Messias. Her var dåben i overensstemmelse med Nye Testamente, hvor den er en konsekvens af et ønske om at være kristen, og hvor folk døbes, fordi de siger, at de gerne vil det. Dåben er en bekendelse. Hvorfor skulle vi i øvrigt døbe de spæde børn? De er jo i Guds hænder i forvejen!

Jørgen Dohn ville høre, hvilken stilling den kristne bør tage i konflikten mellem Øst og Vest. Jeg står med et ben i hver lejr, sagde Barth, uden derfor at være neutral. Thi når jeg er i Vesten, er jeg i Østen, og når jeg er i Østen, er jeg i Vesten - jeg er nemlig for menneskene både i Øst og Vest. Jeg vil sige med bjergprædikenens ord:  Salige er de, som stifter fred, thi de skal besidde jorden, både den østlige og den vestlige. Den kolde krig er vor tids store synd, og den elendige propaganda med atombomber både fra Øst og Vest må dog en gang høre op.

Kan en atomkrig under visse omstændigheder være berettiget? spurgte Asger Sørensen. - Barth: Nej, under ingen omstændigheder! Her må enhver tale om «retfærdig» krig høre op. Det har ingen mening at bruge atombomber, når man derved ødelægger det, man forsvarer. Det er vist det eneste punkt, hvor jeg er enig med min ærede forgænger som Sonning-pristager, Bertrand Russell, der er erklæret ateist, medens jeg gerne vil være kristen. Vil De derfor ikke høre på mig, så hør på ham, og vil De ikke høre på ham, så hør på mig!

På et spørgsmål fra Svend Aage Nielsen om «barthianismen» og dens fremtid sluttede Barth med en gang for alle at aflive dette «spøgelse»: Jeg har aldrig forlangt, at nogen skulle plapre mig efter. Det drejer sig ikke om mig, men om sandheden - sandheden i kærlighed. «Barthianismen» interesserer mig ikke!

Derefter fik Barth en gave, han ikke som Sonning-prisen vidste om i forvejen. S. C. Kemp mindede om, at hos indianerne var piben et middel til at beherske naturmagterne, og overrakte ham en pibe med ordene: Nu kan De jo bruge den til at irritere dæmonerne! Så forlod Karl Barth med et stort smil og kraftig vinken salen, fulgt af stærke klapsalver. Studenterne havde haft et møde med en af dette århundredes mest fascinerende personligheder.