Men hvad kan vi vente os, efter at De sidste år forlod Deres professorat i Basel?

Det bedste, der er sagt om den ting, skrev en amerikansk teolog om mig sidste år: «Han er i sin fulde ret til at være træt og søge hvile.» Jeg lover intet.

Deres kirkelige dogmatik er ikke afsluttet?

Der er kommet 10.000 sider allerede. Så burde man ikke spørge, om der kommer mere. Der er flere grunde til, at der evt. intet kommer. Mange ville blive vrede på mig. Jeg skulle jo i givet fald til at skrive om dåben.

Og vreden?

Den har flere årsager. Lad mig blot nævne min betænkelighed ved barnedåben. Jeg er ikke gendøber, ikke baptist, det vil jeg dog slå fast.

De er heller ikke ynder af folkekirken?

Jeg vil ikke bekæmpe folkekirken. Det er ikke et vigtigt spørgsmål, om man har folkekirke eller frikirke. Men det er alt afgørende, om Kristi kirke er i denne folkekirke eller frikirke.

De var en uforsonlig modstander af nazismen. Deres forhold til kommunismen er mere nuanceret?

Jeg er modstander af den kolde krig. Jeg tror ikke, der kan opnås et neutralt forhold mellem kristendommen og kommunismen, men absolut mellem mennesker i Øst og Vest. Jeg er glad ved, at jeg er fuldstændig enig med pave Johannes den 23. i de betragtninger, han fremsætter i sin netop udsendte encyklika om freden. Måske er denne enighed en overraskelse for mig, og måske også en overraskelse, at der ikke er kommet en lignende appel fra Kirkernes Verdensråd i Geneve.

Men fra Prager-fredskonferencen?

Mange af disse folk, bl. a. professor Hromadka, er mine venner. Men de lægger måske nok selv ind i deres fredsarbejde en for stærk skelnen mellem Øst og Vest - er fanget ind af den kolde krig og påvirkes af den østlige ideologi. Men evangeliet har aldrig været ideologi.

Ikke kun fredsspørgsmålet har i den sidste tid skabt røre om den katolske kirke. Skuespillet «Der Stellvertreter» vækker stor opsigt?

Jeg har læst det. Det er ikke noget kunstværk, men sandt - og ærlig reportage. Pave Pius den 1[2]. bekymrede sig ikke om jøderne - men det gjorde det økumeniske råd i Geneve heller ikke.

Herhjemme har en hel teologisk retning fået navn efter Dem?

Jeg er uskyldig. Absolut uskyldig, for jeg har aldrig været barthianer, erklærer Karl Barth med et stort smil.

De teologer, der stærkest påvirkedes af Dem omkring 1920, fulgte siden i nogen grad Bultmann?

For 40 år siden lå Bultmann og jeg ret nær hinanden - vi var forskellige, men dog ikke meget. Siden gik vi vel så i hver sin retning. 1933 betegnede slutstenen på den epoke. Jeg måtte bryde med den tyske kirke; det blev noget afgørende.

Det økumeniske problem er aktuelt som nogensinde. Tror De, at Vatikankoncilet får nogen betydning også for os?

Det vigtiste ved dette koncil er ikke dets sammentræden, men hvad der er skjult bag koncilet. Jeg overraskedes over forskellighederne, som kom til udtryk i Rom under den første samling. Der er bevægelse i den katolske kirke i dag - måske mere end i de protestantiske kirker.

Katolikkerne har beskæftiget sig meget med Deres produktion?

De bedste bøger om mig er skrevet af katolikkerne. Og de har læst mig - nok flittigere end protestanterne.

Forholdet til de unge kirker og til udviklingslandene har aktualiseret det økumeniske problem for mange europæiske kirker?

Min søn er professor i teologi i Jarkarta i Indonesien. Han beretter om, hvorledes de indonesiske teologer som teologer, f. eks. i Afrika, ønsker at skabe en selvstændig teologi. Det er de i deres ret til, men det er måske nok sværere, end de tror. Hvad der kommer ud af det er et stort problem. Men også her kan en eventuel bevægelse i den katolske kirke måske gavne. Hvis forholdet mellem katolikker og andre konfessioner i den gamle kristenhed bedres, så de ikke direkte modarbejder hinanden, er noget brudt ned, som i dag er en vanskelighed i de unge kirker, der står uden vor tradition.

Men de europæiske konfessioner står ofte stærkt bundne i traditioner - og da ikke mindst lutheranerne. Metodisterne udgik fra Wesley, men få metodister er i dag wesleyanere. Presbyterianerne er i dag ej heller calvinister. Men Luther. Han er nu stadig noget ganske særligt for alle lutheranere.

De har før udtalt Dem mod atomvåben?

I Schweiz er jeg kendt som modstander af atomvåben, som kampagnemand kan man vist godt sige.

Har De været på påskemarch?

Nej, dog ikke. Men det er, som har mennesket ikke taget ved lære af Hiroshima. Mennesket har ikke forandret sig. Jo, ungdommen har. Men alle de gamle, der har rod tilbage i 19. århundrede, de forstår ikke, hvilke destruktive muligheder, moderne krig indebærer. De kan ikke omstille sig.